Guds lam-fibler

  • Facebook
  • Twitter
  • Google Plus
  • Email

Guds lam-fibler eller Agnus Dei-fibler daterer sig til 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet. De er navngivet efter motivet på dem.

Motivet

Segl for Assens

Guds lam brugt som motiv i seglet for Assens 1591

Selve motivet hedder som sagt Agnus Dei på latin,  hvilket oversat til dansk bliver til “Guds lam”.

Udtrykket stammer fra kirken, som har hentet det fra et par bibelsteder. I Johannesevangeliet 1,29 betegner Johannes Døberen således Jesus som Guds lam: “Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” Og det samme sker i Johannesevangeliet 1,36. Også i Johannes’ Åbenbaring omtales Jesus som et lam, og hvis man vil bevæge sig ud i teologiske analyser er der en sammenhæng med offetjenesten i Det Gamle Testamente.

Det væsentlige er, at et lam i middelalderen var et symbol for Jesus. For at markere symbolikken tydeligt blev lammet som regel udstyret med et kors eller en korsfane, hvor sidstnævnte så yderlige kunne ses som en sejrsfane og symbolisere sejr over døden.

Guds lam-motivet kan ses i en hel del kirker, hvis man begynder at kigge efter. Fx som kalkmaleri eller en del af udsmykningen af altertavle eller prædikestol.

Relativt oplysende er opslaget i Salmonsens Konversationsleksikon (kan ses her), hvor der står:

Agnus Dei (lat.: Guds Lam) er i Alm. en Betegnelse for Kristus efter Joh. 1, 29. Særlig bruges det 1) om de Billeder, der fremstiller Kristus som et Lam bærende et Kors; disse Billeder er hyppige i den middelalderlige Kunst; 2) om de Kager, der laves af Paaskelysenes Voks, og paa hvis ene Side Agnus Dei-Billedet er aftrykt. Siden 9. Aarh. var det Skik, at Paverne velsignede disse Kager og uddelte dem Søndag efter Paaske til de Troende, som satte megen Pris paa dem som Forebyggelsesmidler mod Ulykker. Nu uddeles de kun til højtstaaende Personer og indvies af Paven Tirsdagen efter Paaske i hans første Regeringsaar og hvert syvende Aar derefter. 3) Endvidere er det Navnet paa en ældgammel, latinsk Sang, som siden 7. Aarh. synges ved Messen. Tre Gange synges Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, miserere nobis (Guds Lam, som bærer Verdens Synder, forbarm dig over os). Nu synges i Stedet for det tredie miserere: da nobis pacem; kun i Laterankirken er det tredobbelte miserere bibeholdt. Sangen bevaredes længe ved Nadveren i den lutherske Kirke og blev særlig sunget Langfredag, men Rationalismen fjernede den. Den er oversat af Grundtvig (“O du Guds Lam”). I den gr. Kirke kaldes det med Lammets Billede forsynede Klæde, hvormed Nadverbægeret tilhylles, ogsaa A. D.

Sagen uvedkommende, men i dag er det vist det normale, at Grundtvigs udgave sangen bruges i Folkekirken ved nadver. De omtalte vokskager burde måske have været kaldt voksmedaljer. En sådan kan ses her (9. billede), hvor deres oprindelse godt nok sættes til at være et århundrede tidligere end i Salmonsens.

Vokskagerne er interessante, fordi det nok er baggrunden for smykkerne med Guds lam-motivet. Troels Frederik Troels-Lund skriver i Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (kan ses her):

En Paaskeskik af rent kristelig Oprindelse var derimod Uddelingen af de saakaldte “Paaskelam”. I det 16de Aarhundredes Begyndelse, da Katolicismen endnu herskede, foregik denne Uddeling uden Tvivl paa gammeldags Maade, idet Præsterne efter Messen Løverdag Aften skænkede eller solgte til Kirkegæsterne indviede Paaskelam af Voks, der ansaas for en Slags hemmelighedsfulde Midler mod alskens ondt. Men netop denne deres undergørende Kraft gjorde det i høj Grad ønskeligt at have dem af et varigere Stof end Voks og altid at bære dem hos sig. Tidligt udviklede da den Skik sig, at rige bar et Paaskelam af Sølv eller Guld i en Kæde om Halsen. Og her faldt det da atter naturligt at have dette Smykke i Smykkernes sædvanlige Form, altsaa som en Medalje eller Mønt blot med et derpaa afbildet Paaskelam. Smykker af denne Art gik under det fælles Navn “Agnus Dei” (Fig. 51) og var i Norden som i det øvrige Evropa (Fig. 52-55) meget yndede. I et stærkt beskadiget Brev fra Aarhundredets Begyndelse, skrevet til Henrik Krummedige, kan endnu læses: “Sender jeg Eder III Agnus Dei til Eders kære Hustru og Dotter, bedendes kærligt, at I ikke ville dennem forsmaae”.
Efter Reformationen var den hele Skik med indviede Paaskelam lige saa ilde set som de øvrige katolske Rester. Paaskelammene af Voks forsvandt da tilligemed Messen Paaskelørdag eller indviedes kun i Smug, indtil efterhaanden den hele Skik gik i Glemme. Smykkerne af Metal derimod vedblev at bæres aabenlyst, men Betydningen af dem glemtes snart. Der var næppe mange af de Arvinger, hvem ved Skifterne mod Aarhundredets Slutning nu et “Agnus Dei” nu et “Jesu Navn” eller en “Sankt Jørgen” tilfaldt, der har tillagt disse Smykker noget Værd udover Erindringens og Metallets. I det følgende Aarhundrede gik for Danmarks Vedkommende de fleste af disse Smykker vistnok tabt. Trediveaarskrigen og de to Krige med Sverige 1657-60 fejede ordentlig ud mellem gammelt Guld- og Sølvtøj, og henimod Aar 1700 var der næppe mange tilbage af de gamle ” Agnus Dei”.
Anderledes i Norge. Her havde Overleveringen faaet Lov til uhindret at holde sig; intet større fjendtligt Indfald havde bortført alt; og hvad der forhen var adelig Skik, optoges med Iver af en talrig og jævnt velstaaende Bondebefolkning. Aar 1762 hører vi da i en Beskrivelse fra Norge: “At have et “Angstei”, det vil sige en forgyldt Sølvmønt fæstet til en Sølvkæde hængende om Halsen ned paa Brystet, er meget brugeligt, især naar en Pige skal pyntes til Brud”. Der er ingen Tvivl om, at disse “Angstej” eller “Ansti” er en fordrejet Udtale af de gamle “Agnus dei”. Som de nu brugtes, var der imidlertid ikke meget tilbage af den oprindelige Hovedfigur, Lammet. Man tog nemlig “gemenlig et Tomarksstykke, eller en anden Sølvpenge af lige Størrelse”, satte øskener rundt om Randen til at hænge smaa tynde Sølvstykker i, forgyldte det hele, og hermed var Smykket færdigt.

I en artikel om fugleformede fibler fra 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet (“Rovfugle eller dur. Fugleformede fibler fra den tidlige middelalder” i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie (1999), s. 19-66) omtaler Anne Pedersen kort på s. 48 “en lille gruppe bronzespænder i gennembrudt arbejde, hvis motiv er et Guds Lam med korsstav” og små dyrefibler i Urnesstil, der formodentlig har samme motiv.

Hun tidsfæster dem til samme periode som de fugleformede fibler, artiklen handler om, og fremlægger en teori om, at de fugleformede fibler også er et kristent inpireret motiv. Fra samme tid stammer også en række mønter med et Guds lam som motiv, slået under Knud den Store (1018-35), Hardeknud (1035-42) og Svend Estridsen (1047-1074) i Lund. Som møntmotiv stammer Guds lammet nok fra en mønt fra den engelske konge Æthelred II (978-1016), der omkring 1009 lod en Agnus Dei penny slå. Motivet genfindes også siden på danske mønter, særligt på mønter fra Gotland.