Seglstamper

  • Facebook
  • Twitter
  • Google Plus
  • Email

Til vidnesbyrd herom har jeg hængt mit segl under dette brev, der er givet og skrevet i Roskilde i det 1410. år efter Guds fødsel onsdag før påske.

Predbjørn Podebusk, 26. marts 1410

Citeret fra Danmarks Riges Breve, 4. rk, bd. 12, nr. 39

Segl var vigtige i middelalderens verden, hvor retslige dokumenter fik deres ægthed bevist ved de segl, der blev hængt under dem. Med tiden mistede seglene deres retslige betydning, men Danske Lov fra 1683 nævner stadig segl som et gyldigt alternativ til en underskrift.

Terminologi

Studiet af segl kaldes sigillografi eller sfragistik, sidstnævnte fra det græske ord ”sphragis”.

Ordet segl stammer fra udtrykket ”sigil”, der igen stammer fra det latinske ”sigillum”, der er afledt af ordet ”signum”, som betyder ”tegn”. Det latinske begreb ”sigillum secretum”, hemmeligt segl, har ført til den danske betegnelse sekret, der betegner et privat segl til forskel fra et embedssegl. Begreberne sigil og sekret bruges dog ofte i flæng.

En seglstampe, også kaldet seglstempel eller signet, bruges til at lave et aftryk i et materiale. Dette aftryk kaldes et seglafryk eller signetaftryk.

Allerede før seglene kom i brug i Norden fandtes der i Europa to måder at bruge seglet på: Forsegling, fx af breve, hvormed modtageren kunne være sikker på, at andre ikke havde læst brevet siden det forlod afsenderen, og besegling, hvor skrivelsens ægthed blev garanteret.

Seglets historie i Norden

Det er svært med sikkerhed at afgøre, hvornår brugen af segl kom til Norden, men det er logisk at forbinde den med kirkens indtog. De frankiske konger beseglede allerede breve i slutningen af 600-tallet, men først i 900-tallet havde skikken bredt sig til franske og tyske biskopper. Den højere adel fulgte i 1000-tallet og omkring 1200 var brugen almen udbredt.

I Danmark tyder kildematerialet på, at hverken Knud den Store (ca. 995-1035) eller sønnen Hardeknud (ca. 1018-42) benyttede sig af segl. Til gengæld kendes der en afskrift fra 1490’erne af Knud den Helliges (ca. 1043-86) gavebrev til domkirken i Lund fra 21. maj 1085. Her beskrives kongens dobbeltsidige segl af afskriven, kantor Boecius Johannis, men seglets ægthed er blevet betvivlet. Se Tue Hejlskov Larsen: ”Er Knud den Helliges segl fra 1085 en forfalskning?” i Scandia Vol. 51, nr. 1 (1985) – online her.

Det første bevarede danske seglaftryk stammer fra Knud VI (1163-1202), hvis dobbeltsidige segl kendes fra et dokument fra ca. 1190. I Sverige kendes der tilsvarende bevaret seglaftryk fra den svenske konge Karl Sverkersson, der var konge 1161-67, mens det tilsyneladende tog lidt længere tid, inden de norske konger tog seglene til sig.

I anden halvdel af 1100-tallet bredte seglbrugen sig til de danske gejstlige, og hen mod 1200 tog de adelige også segl i brug. I løbet af 1200-tallet, hvor brugen af segl stod i fuldt flor, optræder også de første segl fra købstæderne.

Seglstamper

Stamperne var sædvanligvis af metal, hovedsagligt kobberlegeringer som bronze og messing. Rent kobber, jern, sølv, tin og bly findes dog også. I særdeleshed blev simple, eftermiddelalderlige stamper ofte lavet af bly.

Forsiden af stampen er plan med et billedeligt indhold og omskrift anbragt fordybet. Stamperne til de såkaldte bondesegl indeholder dog til tider kun et billedligt indhold i form af et bomærke.

I 1000- og 1100-tallet var stampen forsynet med en tap på bagsiden ved den øverste rand, som gjorde håndteringen nemmere. Med tiden blev denne til en øksen, som stampen kunne bæres i. I 1200-tallet havde det udviklet sig til en øksen anbragt inde over stampens bagside som en del af en lodret gående kam med skrånende profil.

Stampedesign som det så ud i 1100- og 1200-tallet

 

Stampedesign 1200-tallet

Videreudvikling af stampedesignet, hvor øksen er anbragt inde over stampens bagside

Mod 1200-tallets slutning kom en anden form i brug, hvor en plade blev loddet vinkelret på stampens bagside. Den kunne være halvcirkelformet, men som regel var dens øverste linje brudt på forskellige måder.

 

Stampedesign med påloddet plade

Stampedesign med påloddet plade, som det blev almindeligt fra slutningen af 1200-tallet

Seglstamperne kan dog også have andre udformninger, særligt i eftermiddelalderlig tid, bl.a. i form af signetringe.

Formen på seglet

De fleste segl har en form, der falder i en af tre kategorier:

  • Cirkulær (rund)
  • Spidsoval
  • Skjoldformet

Ældst er den cirkulære form, der indtil engang i 1100-tallet var næsten enerådende.

Den spidsovale form kan rent teknisk beskrives som den form, der opstår, hvis to cirkler med samme diameter overlapper hinanden. Overlappet vil da få en spidsoval form. Det første segl af denne form kendes fra ca. 997, hvor  Robert II af Frankrig (972-1031) brugte et sådan segl. De tidlige segl er temmelig bredde, hvorved den spidse form mindskes, mens højden senere vokser i forhold til bredden.

Robert II af Frankrigs segl

Det tidligst kendte spidsovale segl. Tilhørte den franske konge Robert II

Skjoldformede segl udviklede sig til en klassisk form i midten af 1200-tallet med lige linje foroven og tilspidsning forneden, mens den øverste linje tidligere havde en vis krumning.

De fyrstelige segl var som regel runde, og for de nordiske landes vedkommende var den cirkulære form enerådende blandt kongeseglene. Blandt fyrstelige kvinder ses af og til den spidsovale form, og skjoldformede segl optræder også enkelte gange blandt fyrstelige personer.

Frem til omkring 1400 var de danske biskoppers segl spidsovale, hvorefter de runde segl tog over. Kapitlerne brugte til at begynde med runde segl, men i 1300-tallet vandt de spidsovale segl også frem her, ligesom de alment blev udbredt blandt gejstligheden i samme århundrede.

Skjoldformen dominerede blandt de adelige fra begyndelsen af 1200-tallet og var i brug til slutningen af 1300-tallet, men dog med stadig mindre popularitet. De cirkulære segl ses fra midten af 1200-tallet brugt af adelige og blev stadig mere udbredte. Blandt adelskvinderne træffes der dog også spidsovale segl.

Omskrifter

I 1300-tallets anden halvdel skete der et skifte i skrifttypen, der blev anvendt. Hvor man tidligere havde benyttet majuskler (store bogstaver) gik man nu over til at benytte gotiske minuskler (små bogstaver). Omkring 1500 skiftede skriften igen, da renæssancens store bogstaver vandt indpas for atter efter kort tid at blive afløst af forskellige latinske skrifttyper.

På de middelalderlige segl blev omskriften sædvanligvis indledt med et kors, sjældent andre figurer som stjerne. Da der som regel ikke forekommer mellemrum i omskrifterne kan det være vanskeligt at tyde den, især hvis man ikke har videre kendskab til latin. Temmelig tidligt blev det dog udbredt at benytte sig af skilletegn, hvor særligt en kugle eller prik er almindelig brugt. Til tider to eller tre anbragt over hinanden. Forkortelser er også ganske udbredte, til tider markeret med et apostroflignende tegn (‘).

Indholdet i selve teksten indledes med ordet sigillum, oftest er forkortet til s’. Herefter følger som regel ejerens navn efterfulgt af en nærmere bestemmelse af hans/hendes identitet ved en embedsbetegnelse.

Danske seglforskere

På dansk grund har forskningen i segl i særdeleshed fokuseret på udgivelsen af en række seglværker, hvor man gengiver de kendte danske segl, hovedsagligt på baggrund af bevarede stempelaftryk.

Henry Petersen (1849-96) indledte udgivelsen af disse seglværker, da han udgav Danske Gejstlige Sigiller fra Middelalderen i 1886 og sidenhen lagde store kræfter i værket Danske Adelige Sigiller fra Det XIIV. og XIV. Aarhundrede, der dog først blev udgivet i 1897, da Anders Thiset havde påtaget sig opgaven med at få det næsten færdige værk trykt.

Netop Anders Thiset (1850-1917) blev den næste væsentlige bidragsyder, da han i forlængelse af Henry Petersens værk udgav Danske Adelige Sigiller fra Det XV., XVI. og XVII. Aarhundrede i 1905 og Danske kongelige Sigiller samt sønderjydske Hertugers og andre til Danmark knyttede Fyrsters Sigiller 1085-1559 i 1917, hvor sidstnævnte værk dog først blev udgivet efter Thisets død med assistance fra  nevøen Hans Knudsen (1882-1946), der på det tidspunkt var underarkivar ved Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg.

Poul Bredo Grandjean (1880-1957) var efter Thisets død den førende heraldiker og seglkender, bl.a. i kraft af, at han fra 1917 havde særligt tilsyn med seglsamlingen på Rigsarkivet. Det medførte en hel stribe segludgaver fra hans hånd: Danske Købstæders Segl indtil 1660, 1937, Danske Herreders Segl indtil 1660, 1946, Danske Gilders Segl fra Middelalderen,1948, Danske Haandværkerlavs Segl, 1950, Danske kongelige Segl… 1559-1670, 1951 og Slesvigske Købstæders og Herreders Segl indtil 1660, 1953. Nok så væsentligt udgav han også Dansk Sigillografi i 1944, en håndbog i sigillografi, hvilket der hverken før eller siden er udkommet på dansk.

I dag må Michael Andersen, overinspektør ved Nationalmuseet og ansvarshavende redaktør på værket Danske Kirker, anses som den førende ekspert i segl og skrevet flere artikler om bl.a. middelalderlige seglstamper.

Seglstamper som detektorfund

Det sker jævnligt, at seglstamper dukker op som detektorfund. Som følge heraf har man måtte revidere visse teorier, bl.a. at det skulle være normen, at segl blev ødelagt ved ejerens død. Ikke uventet dominerer de såkaldte bondesegl fundmaterialet. De er typisk små, cirkulære segl med et runelignende bomærke i midten og evt. ejerens navn i omskriften. Fra tiden efter seglenes juridske betydning var forsvundet ses der også hyppigt segl med ejerens initialer, jævnligt i form af en signetring.

Det sker en sjælden gang imellem, at en seglstampe fundet med detektor kendes i forvejen fra seglaftryk, men oftest er det ukendte segl, der dukker op. Skal ejeren af disse identificeres må man selvsagt basere sig på omskriften, fundstedet og evt. det billedlige indhold. Det kan dog godt være umagen værd i første omgang at se nærmere i de nedenfor nævnte seglværker, hvor man om ikke andet kan få en god idé om dateringen af det fundne segl.

Bondesegl og signetringe med initialer findes der ikke opslagsværker over, hvorfor det kan kræve ret omfattende studier at finde frem til ejerens identitet, selvom der er bevaret dokumenter, hvor seglet har været benyttet. Her kan man utvivlsomt med fordel alliere sig lokalhistorikere. I udgangspunktet må man antage, at seglets ejer har ejet den mark, hvor seglet er fundet, hvorfor det er en udmærket begyndelse at prøve at finde frem til, hvem der ejede marken på det tidspunkt, stampen må antages at stamme fra.

Litteratur